Miljøvenlig rengøring sparer vand og rengøringsmidler og dermed penge. Samtidig giver det bedre arbejdsmiljø og indeklima og minimerer risikoen for allergi blandt gæster og medarbejdere.
Der bruges energi, vand, plastik og forskellige naturlige såvel som unaturlige stoffer til fremstilling af rengøringsprodukter. Nogle produkter indeholder kemikalier og parfume, som skader vandmiljøet og kan give dig allergi. Emballagen giver affald og fremstillingen af produkterne giver en øget CO2-belastning. Samtidig bruges der ved vask og rengøring meget rent vand og kemikalier, som forurener vores grundvand, og der er også et betydeligt el-forbrug i forbindelse med rengøringen.
Heldigvis kan rengøring godt gøres på en miljøvenlig måde. Rengøringsmidlerne bliver løbende mere miljøvenlige, de bliver bedre doseret, og der forsøges at nedbringe emballagen bl.a. med mere koncentrerede produkter. Jo mindre forbrug – jo mindre belastes miljøet.
Med små ændringer kan I gøre en betydelig indsats for miljøet ved at begrænse forbruget af vand og rengøringsmidler. Det behøver ikke at have mærkbar betydning for gæsterne og samtidig kan der spares penge.
GREETS THE GREEN CLEAN for medlemmer
GREETS THE GREEN CLEAN giver råd om hvordan I gør miljøvenlig rent. Guiden indeholder også en liste over kemikalier, som ikke skal/bør være i rengøringsprodukter. Den er udarbejdet med udgangspunkt i hotel- og konferencesteder, men principper kan overføres til øvrige virksomhedstyper med de grønne miljømærker.