KunstCentret Silkeborg Bad

KunstCentret Silkeborg Bad
I KunstCentret Silkeborg Bad blander kunst, historie og natur sig og forener det i en stor og flot oplevelse. Her er både mulighed for inspirerende indtryk og for ro og fordybelse, når moderne kunst bliver præsenteret i klassiske bygninger, beliggende i utroligt naturskønne omgivelser og med udsigt til vidtstrakte skove og til en af Silkeborg Søerne.

Foruden udstillinger, danner KunstCentret også rammer for diverse koncerter, foredrag og aktiviteter for store og små, og i det smukke parkområde udenfor finder du en stor skulptursamling, som du kan nyde under en vandretur i det grønne.

Historien bag
Historisk set åbnede Silkeborg Bad - eller ”Silkeborg Vandkuranstalt”, som det oprindeligt hed - i 1883 og fungerede som kurbad til 1983. De klassiske bygninger blev nænsomt renoveret i 1998, og stedet fremstår nu som et smukt eksempel på, hvordan gamle bygninger får nyt liv og igen bliver til glæde for mange mennesker.

Skulpturparken
Skulpturparken ved Kunstcentret Silkeborg Bad er en oase midt i Silkeborg og rummer godt 50 skulpturer. Du kan frit besøge Skulpturparken, hvor du blandt de smukke træer finder skulpturer i alle afskygninger. Enkelte skulpturer har haft deres plads i parken siden 1929, men de fleste er kommet til efter KunstCentrets åbning i 1998.

Café Ørnsø 
På Café Ørnsø i KunstCentret Silkeborg Bad kan du få en unik caféoplevelse med en smuk udsigt over Ørnsø. Sortimentet består af lette og lune frokostretter, hjemmebagte kager og meget mere.

Overnatning
KunstCentret Silkeborg Bad udlejer værelser i Societetsbygningen på vandrerhjemsbasis, hvor du kan vælge at bo i enkelt- eller dobbeltværelser med eget bad og toilet og med adgang til et fuldt udstyret fælleskøkken.