gtotilalive2

ALIVE er første eventbureau med Green Tourism Organization

Tour de France’s officielle Hospitality partner i Danmark, ALIVE, er det første eventbureau med Green Tourism Organization (GTO)-certificering i Danmark. Dette sker i forbindelse med arbejdet for at udvikle en certificering for Green Event, der skal tiltrække flere store events gennem en koordineret indsats om en fælles miljømærkning.

Et samarbejde mellem HORESTA, Wonderful Copenhagen og eventbranchen skal gøre København og Danmark endnu mere eftertragtet på den internationale eventscene. Det skal ske gennem en koordineret indsats og en Green Event-certificering af danske events og eventbureauer, som man kender det fra hotel-, venue- og forlystelsesbranchen. 

ALIVE først med GTO

ALIVE er det første eventbureau, der har fået GTO i forbindelse med udvikling af en certificering for events, og Jonas Oddermose, direktør i ALIVE, ser store muligheder for både ALIVE og hele den danske eventbranche overfor store nationale og internationale kunder.

”Bæredygtighed står af gode grunde højt på listen, når venues, hoteller og eventbureauer bliver vejet af både store og mindre arrangører, hvad enten det er de helt store megaevents, som f.eks. Tour de France eller firmaevents i både stor og lille skala,” siger han.  

På vej mod Green Event

Marianne Arvedsen, Sales Manager i ALIVE, er en af de bærende kræfter i samarbejdet om en grøn certificering for events, og hun ser også et stort potentiale for København og Danmark med en ny fælles Green Event certificering. 

 ”Vi gør allerede meget som danske eventbureauer i Danmark for at sikre bæredygtig afvikling, men vi har simpelthen manglet en fælles certificering, der kan sikre nogle klare kriterier og standarder, både over for os selv, og over for deltagere og arrangører. Det vil vi have med Green Event certificeringen.”

Med den kommende Green Event certificering skabes et værktøj, der skal bidrage til at motivere eventarrangører til i endnu højere grad at tage ansvar og fremme den grønne dagsorden. Samtidig sikrer man med Green Event, at det giver mening for eventarrangørerne, og at ordningen er nem at gå til, nem at markedsføre og nem at forstå for gæsterne.

Stort potentiale for København og Danmark

København ligger nummer 2 på Global Destination Sustainability Index, hvilket allerede gør Danmark til en eftertragtet mødedestination. Samtidig har Wonderful Copenhagen vundet flere priser for deres arbejde med at gøre København til en bæredygtig destination. Men ambitionen er at bringe København i den grønne førertrøje som verdens grønneste og mest bæredygtige hovedstad.

”Det vil have positiv indflydelse på Københavns image og bæredygtigheds-rating, at events i København kan miljømærkes og promoveres som grønne. Det vil være et vigtigt salgsargument for at tiltrække endnu flere store arrangementer til København.” slutter Marianne Arvedsen. 

Men mærkningen skal også kunne bruges i resten af Danmark i arbejdet med at gøre Danmark til en mere grøn og bæredygtig destination, som er en målsætningerne for den nye strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme.

Se også: Ny strategi skal gøre dansk turisme grøn

 Om Green Event

Green Event udvikles i et tæt samarbejde mellem ALIVE A/S, Wonderful Copenhagen Sustainability afdeling og HORESTA/Green Key. Ordningen, som afprøves på en række arrangementer, gør det muligt for eventarrangører at kunne opnå GREEN TOURISM ORGANIZATION og efterfølgende genvej til at blive mærket med det kommende Green Event.